Politiet efterlyser vidner til mystisk optrin

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi efterlyser nu vidner, der har har set et optrin foran Svaneapoteket i Nykøbing om eftermiddagen lørdag den 19. februar.

Episoden kan nemlig meget vel have forbindelse til et endnu ikke opklaret skyderi på Klodskovvej i Klodskov senere samme dag.

Her blev en 18-årig mand lørdag eftermiddag skudt i benet af en ukendt gerningsmand, men da offeret ikke selv har været særligt meddelsom over for politiet, må politiet forsøge at opklare sagen ad andre veje. Skudepisoden blev anmeldt klokken 16.29, da det 18-årige offer kontaktede et ægtepar, der var ude at gå tur i skoven.

Nu fortæller efterforskningsleder og vicepolitikommissær Søren Ravn-Nielsen, at en bil mage til offerets røde Mazda 323F er blevet set ved Svaneapoteket ved Slotsbryggen i Nykøbing en halv times tid tidligere samme dag.
- Det, der er interessant for os er, at den røde Mazda blev kontaktet af nogle personer i en grøn varebil, og i den forbindelse løb der nogle personer fra Mazdaen. Derefter steg et par andre personer - muligvis nogen som var i den grønne varebil - ind i Mazdaen og kort efter kørte Mazdaen væk ad Gaabensevej i nordlig retning.
- Og da skudepisoden blev anmeldt klokken 16.29, har vi en formodning om, at der er en sammenhæng mellem de to episoder, forklarer Søren Ravn-Nielsen.

Mistanken underbygges af, at vidner har set en grøn varebil i Klodskov-området umiddelbart efter gerningstidspunktet.

Politiet ved ikke, hvad den præcise sammenhæng mellem de to episoder er, ligesom man heller ikke har noget nærmere signalement af hverken den grønne varebil eller de personer, der blev set løbe rundt mellem de to biler vi Nykøbing.
- Derfor håber vi, at nogen har set optrinnet ved Svaneapoteket, for det er lidt atypisk, at der opstår en kontakt mellem to biler på den måde en lørdag eftermiddag, og at nogen personer løber fra en bil og nogle andre hopper ind i den, hvorefter den kører fra stedet, siger Søren Ravn-Nielsen.

Har man oplysninger i sagen, skal man kontakte politiet på telefon 114 hurtigst muligt.

Foto: Det 18-årige skudoffer blev hentet i ambulance og kørt på sygehuset, mens politiet undersøgte skovområdet.

Politiet vil meget gerne høre fra vidner, der har set et optrin ved en rød Mazda 323 og en grøn varebil ved Svaneapoteket i Nykøbing den 19. februar. Det kan nemlig have forbindelse med en skudepisode i Klodskov.

Offentliggjort Sidst opdateret