Politiet: Elev står bag bombetrussel mod skole i Aalborg

En 34-årig elev fra Tech College i Aalborg afhøres fredag af Nordjyllands Politi, der mistænker ham for at stå bag en bombetrussel mod sin skole torsdag.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Vores efterforskning ledte os på sporet af manden, og omkring klokken 19 kunne vi anholde ham på hans bopæl, siger efterforskningsleder Allan Overgaard.

Efter anholdelsen foretog politiet en ransagning af den 34-åriges hjem.

- Vi mener, at vores sigtelse mod ham er velunderbygget, siger Allan Overgaard.

Ifølge politiet ringede manden omkring klokken 13 torsdag til hovednummeret hos Tech College og påstod, at der var anbragt en bombe et sted på skolen.

Skolen har adresser flere steder i Aalborg, og det var uvist, hvilke bygninger truslen var rettet imod.

Derfor besluttede politiet at evakuere alle skolens bygninger, og eleverne blev sendt hjem.

Manden har indtil videre nægtet at stå bag bombetruslen.

- Men vi har indledt afhøringsforløbet, og så må vi se, hvad det ender med, siger efterforskningslederen.

Politiet har endnu ikke taget stilling til, hvorvidt den 34-årige skal fremstilles i grundlovsforhør fredag.

- Det får vi at se, men det lader ikke til, at det bliver tilfældet, siger Allan Overgaard.

Alle skolens afdelinger er igen åbne fredag.

/ritzau/