Det lod i første omgang til at være et varmt spor i den brutale drabssag fra Frederiksberg. Men nu viser det sig desværre at være en blindgyde.
Den sølvfarvede bil, som sent torsdag aften var ved at køre en kvindelig cyklist ned på Kong Georgs Vej på Frederiksberg, havde ikke noget at gøre med tæskeholdet, der bankede den 21-årige Cem Aydin til døde.
Det oplyser politiet i København.
- Det er ikke gerningsmændene, som hun har set, fortæller drabschef Jens Møller fra Københavns Politi.
Kvinden blev set tale med føreren af bilen efter episoden og blev efterfølgende efterlyst af politiet, fordi hun kunne være et vigtigt vidne i drabssagen. Men nej.
Chaufføren i den sølvfarvede Peugeot 206 viser sig nemlig at være identisk med en af de personer, som politiet allerede har talt med.
- Han er tidligere kun afhørt ganske kort, idet han rettede henvendelse til de første betjente, der ankom til stedet, skriver politiet i en pressemeddelelse.
I bilen sad der også to passagerer, som er identificeret og vil blive afhørt, lyder det.
Til gengæld stiger antallet af borgere, som henvender sig til Københavns Politi med oplysninger i sagen:
Politiet har nu fået 75 henvendelser, men mangler stadig de afgørende tip om tæskeholdet, der begik forbrydelsen.
- Vi håber på flere, for vi er fortsat på bar bund med hensyn til motivet til dette brutale og afstumpede drab, udtaler politikommissær Hans Erik Raben.
Voldsmændene - måske var der op til 10 stykker i alt - flygtede i en sølvgrå BMW, 3-serien model E46, og i en sølvgrå Ford Mondeo. Den kørte ad Nordre Fasanvej.
Mændene i tæskeholdet bar angiveligt skimasker, og det er en af grundene til, at det er svært at identificere dem nærmere.
- Vi har vidner, der siger, at det er danske mænd. Og vi har vidner, der siger, at det er udlændinge. Det kan vi ikke lægge os fast på, siger Jens Møller.
Det er derimod sandsynliggjort, at den 21-årige drabsoffer torsdag aften spadserede fra Stærevej i Københavns nordvestkvarter, hvor han havde talt med nogle bekendte, til hjemmet ved Kong Georgs Vej.
Lige inden han nåede frem, blev han på et stisystem forfulgt af en gruppe yngre mænd. De slog og sparkede ham så voldsomt og brutalt, at han senere døde af sine kvæstelser.
Politiet anser overfaldet for at være nøje planlagt.
Cem Aydin havde job hos firmaet Boxer og boede hos sin mor ganske tæt på gerningsstedet på Kong Georgs Vej.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned