Når en 44-årig politibetjent fra Kalundborg mandag skal for retten i Holbæk med en alvorlig tiltale for rå vold med døden til følge, er han ikke det eneste medlem af korpset, der er på anklagebænken den dag.
Retten i Roskilde behandler samtidig sagen mod en 56-årig landbetjent fra Midtsjælland, der ventes at tilstå at have stukket 132.000 kroner til side til sig selv, mens han var kasserer i den lokale politiklub.
Og de er ikke de eneste betjente, der er havnet i straffesager. I sidste uge tilstod en 42-årig politibetjent fra Silkeborg 17 tilfælde af brandstiftelse, forsøg på brandstiftelse, forsikringssvig og indbrud hos sine naboer i bydelen Balle.
En liste Ritzau har lavet viser, at mindst ni betjente siden december har været involveret i sager efter straffeloven.
I Politiforbundet i Danmark er man meget opmærksom på straffesagerne, der med formanden Peter Ibsens ord "ikke pynter på cv'et". Han peger imidlertid på, at antallet af disciplinærsager og straffesager mod forbundets medlemmer - trods det store antal sager lige nu - ligger nogenlunde konstant.
- Men jeg vil gerne medgive, at når der rent statistisk sker en ophobning af sager oven i hinanden, så kan det godt fremkalde det indtryk, at der er sket en forværring. Det er der altså ikke, hvis man ser det over en længere periode. Men når der kommer en tre-fire sager lige efter hinanden, så er det klart, at man tænker, hvad fanden går der af dem, siger Peter Ibsen.
Især sagerne om brandstiftelse og underslæb, der ikke relaterer sig til polititjenesten, stiller ifølge formanden for alvor spørgsmål ved politikorpsets moral.
/ritzau/
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker