Politiet fanger brugs-røver på Als efter fem minutter
Fem minutter var en røver søndag morgen på fri fod efter at have truet sig til kassebeholdningen i en brugs i Havnbjerg uden for Nordborg på Als.
Politiet fik meldingen om røveriet klokken 9.03, og klokken 9.08 kunne betjente anholde den formodede gerningsmand.
Den hurtige anholdelse skyldes, at en snarrådig borger sprang på sin cykel og satte efter røveren, da denne løb fra stedet efter røveriet.
- Han cyklede efter røveren og gav os via sin mobiltelefon position og signalement på manden, så det var let at få ham pågrebet, siger vagtchef Ole Aamann, Syd- og Sønderjyllands Politi.
Takket være vidnets oplysninger har politiet fundet den kniv, som røveren brugte til at true personalet, og andre ting som han også smed fra sig under flugten.
- Det er smaddergodt arbejde. Han hjælper, samtidig med at han holder sig på afstand og passer på sig selv. Det er, lige som vi gerne vil have det, siger Ole Aamann.
De kontante penge, som var udbyttet fra røveriet, havde røveren på sig, da han blev anholdt. Politiet sætter ikke tal på, hvor stort udbyttet var.
Den anholdte er en 29-årig mand fra lokalområdet. Han skal nu afhøres og vil formentlig blive fremstillet i grundlovsforhør, hvor politiet vil kræve ham varetægtsfængslet.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde