Politiet får lov til at gå i patientregister
Politiet skal have adgang til at bruge oplysninger fra Landspatientregistret i forsøget på at opklare to drabsforsøg og et landevejsrøveri.
Efterforskere har bedt om lov til at få oplysninger om personer, der har henvendt sig på hospital eller skadestue med brandsårsskader i to nærmere angivne perioder. Og de oplysninger skal registret udlevere.
Det fastslår Højesteret fredag i en kendelse og stadfæster dermed tidligere afgørelser i byretten og landsretten.
Sundhedsstyrelsen har hidtil nægtet at udlevere data fra registret, der rummer oplysninger om borgernes besøg på hospitaler og andre helbredsoplysninger.
Men nu har landets øverste retsinstans taget stilling i den principielle sag og pålagt styrelsen at udlevere oplysningerne.
I begge kriminalsager er de biler, som forbryderne brugte til at flygte i, blevet fundet udbrændt. Politiet mener, at de personer, der har sat ild til flugtbilerne for at slette deres spor, kan være påført brandskader, som krævede behandling.
Det er årsagen til, at politiet ønsker en liste over alle de personer, der har opsøgt hospital eller skadestue for at blive behandlet for brandsår i de to perioder.
Sundhedsstyrelsen har med henvisning til persondataloven afvist at give ordensmagten adgang til et større antal menneskers følsomme og fortrolige helbredsoplysninger. Det vil skade befolkningens tillid til registret, lyder argumentationen blandt andet.
Tidligere har domstolene i et par tilfælde i konkrete sager givet politiet adgang til oplysninger fra registret.
I den aktuelle sag har Højesteret nu skåret igennem og afgjort, at betingelserne for at udlevere de personfølsomme oplysninger er til stede.
Derfor skal Statens Seruminstitut, der i mellemtiden har overtaget ansvaret for registret fra Sundhedsstyrelsen, nu udlevere oplysningerne.
/ritzau/
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker