Politiet fastholder pres på Christiania - fem fængsles
Fem mænd har torsdag været forbi Dommervagten i København efter endnu en politiaktion på Christiania.
En særligt dedikeret styrke i Københavns Politi har i de seneste uger gennemført en stribe aktioner på Christiania.
Tre gange har betjente ryddet Pusher Street for salgsboder, og onsdag eftermiddag gennemførte betjente endnu en aktion i den berømte hashgade.
I alt blev fem personer anholdt, og torsdag har en dommer i København valgt at varetægtsfængsle dem alle i 27 dage.
Ifølge Dannie Riise, der er leder af Taskforce Pusher Street, er fire af de fængslede sigtet for salg af hash. Den femte har været eftersøgt siden 17. juni, da han ifølge sigtelsen gik til angreb på betjente med sten under politiets store rydning af fristaden.
Den dag blev ikke færre end 37 salgsboder revet ned.
Dannie Riise fortæller, at han generelt ser lyst på bekæmpelsen af handlen med hash - også selv om pusherne tilsyneladende blot bygger nye boder, når de gamle rives ned.
- Siden årsskiftet har vi fået varetægtsfængslet langt mere end 80 personer med direkte forbindelser til den åbenlyse hashhandel.
- Jeg ved godt, at salget fortsætter. Men samtidig hører vi fra kilder i miljøet, at pusherne er presset. De synes ikke, det er sjovt længere, siger Dannie Riise.
Siden den store aktion 17. juni har politiet yderligere to gange revet gadens salgsboder ned. Og sådan vil det fortsætte, oplyser politiet.
- Det skal simpelthen ikke kunne betale sig at stå et sted og lave kriminalitet, uden at politiet tager sig af det. Vi ved, hvem de er, og vi ved, hvor de står. Det, de ikke ved, er, hvornår vi kommer, og hvor mange vi er, siger Dannie Riise.
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker