Politiet finder farlig 14-årig i Aarhus
Den 14-årige dreng, som sidste mandag stak af under udgang fra den institution på Djursland, hvor han var anbragt, blev tirsdag eftermiddag anholdt i det nordlige Aarhus. Drengen blev lagt i håndjern klokken 14.57.
- En af vores hundepatruljer spotter i Skejby en gruppe på fem personer, der er ved at stjæle en motorcykel. De fem, heriblandt den efterlyste dreng, bliver anholdt, fortæller vagtchef Bo Christensen fra Østjyllands Politi.
Som den eneste af de fem modsatte drengen sig anholdelsen.
- Det udviklede sig til en paragraf 119-sag. Altså vold mod tjenestemænd. Han både sparkede og spyttede på betjentene. Men han brugte ikke noget våben, beretter vagtchefen.
De fire andre anholdte forholdt sig i ro under tumulten mellem den 14-årige og betjentene.
Drengen, Ali Cena Mousavi, står bag flere grove røverier, hvor han anvendte våben, og da han for få dage siden blev efterlyst, betegnede politiet ham som farlig og advarede om, at han eventuelt kunne være bevæbnet.
Den 14-årige stak af, da han var på burgerrestaurant i Aarhus med en ledsager. Det skete den 27. august ved middagstid. Den 30. august skred politiet til at efterlyse drengen og bad offentligheden om hjælp til at finde ham.
Efter otte dage på fri fod er han nu sendt tilbage til institutionen på Djursland.
/ritzau/
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub