Politiet finder ingen bombe på Handelshøjskole
Østjyllands Politi har gennemgået Handelshøjskolen i Aarhus med bombehunde uden at finde en bombe, og afspærringen er nu ophævet.
Alle studerende og ansatte på Handelshøjskolen på Fuglsang Allé blev mandag eftermiddag evakueret, efter at en mand ringede og fortalte, at der var anbragt en bombe på skolen.
- En fyr har ringet ind klokken 13.57 og oplyste, at der om en halv time ville sprænge en bombe på Handelshøjskolen, og derfor reagerer vi med det samme, siger vagtchef ved Østjyllands Politi, Richardt Jakobsen, til Ritzau.
Foruden Handelshøjskolen blev op mod 50 børn evakueret fra Dronning Alexandrines Børnehave, der er nærmeste nabo til Handelshøjskolen.
- Vi har nu undersøgt området uden at finde en bombe, fortæller Richardt Jakobsen kort efter klokken 18.
- Efterforskningen af sagen fortsætter, og vi har nogle spor, som vi undersøger, siger han om jagten på den, der indtelefonerede truslen.
Handelshøjskolen hører under Aarhus Universitet, der mandag aften har lukket bygningerne af.
- Men de bliver genåbnet tirsdag klokken 07.30, hvorefter afvikling af eksamener, undervisning og arbejde genoptages på normal vis, skriver universitetet i en pressemeddelelse.
For bare en uge siden modtog et kommunalt kontor i Viby ved Aarhus også en bombetrussel.
Den 26. oktober modtog den selvsamme handelshøjskole et brev med en bombetrussel.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde