Politiet finder mand død i sø på Fyn
En ung mand forsvandt lørdag eftermiddag fra overfladen, efter at han havde svømmet i Langesø ved Odense.
Søndag aften kort efter klokken 18 har politiets vandsøgningshunde og dykkere fra søværnet fundet en ung mand død i Langesø på Fyn.
Det skriver Fyns Politi på Twitter.
Manden var i starten af 20'erne og fra Rumænien, fortæller vagtchef Sten Nyland til Ritzau.
Den unge mand blev meldt savnet lørdag eftermiddag. Det skete, da han forsvandt fra overfladen efter at have svømmet i søen.
Det var hans kammerat, som meldte det til politiet lørdag klokken 16.34.
En båd var drevet væk fra de to mænd i forbindelse med en fisketur, og den afdøde mand besluttede sig for at svømme ud efter båden.
Det var her, at han forsvandt under overfladen. Hvorfor han ikke kunne holde sig oven vande er uklart.
Politiet indstillede sin eftersøgning af den unge mand sent lørdag aften, men genoptog den søndag.
Allerede lørdag aften meddelte Fyns Politi, at de formodede, manden var afgået ved døden.
De pårørende er underrettet.
Sten Nyland fortæller til Ritzau, at der ikke er noget, der tyder på, at der ikke er tale om en ulykke.
Men søndag aften kan politiet endnu ikke sige noget om dødsårsagen, eller hvorfor manden sank under overfladen.
Langesø ligger ved Langesø Slot. Den er omkring en kilometer lang og 200 meter bred.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker