Politiet finder større våbenlager i Brøndby Strand
Flere skydevåben - herunder en maskinpistol - er beslaglagt hos en 43-årig mand, der ikke er kendt af politiet
Ved en ransagning i Brøndby Strand har Københavns Vestegns Politi fundet et større våbenlager og anholdt en 43-årig mand.
Ransagningen af mandens bopæl bragte seks-syv håndskydevåben og en maskinpistol for dagen. Desuden fandt politiet en større mængde patroner, der var sat i magasiner, som passer til våbnene.
Den anholdte mand er ifølge vicepolitiinspektør Carsten Jansson ikke kendt af politiet i forvejen.
På spørgsmålet om hvorvidt våbenlageret har med bandemiljøet at gøre, svarer han:
- Da vi ikke kender manden i forvejen, kan jeg ikke sige, om det er banderelateret.
- Men det er selvfølgelig lidt unormalt, at sådan en fyr ligger inde med så mange våben. Måske opbevarer han dem for nogle andre, men det er noget af det vores efterforskning må vise.
Ifølge Carsten Jansson havde politiet "fået oplysninger", der gjorde, at man fredag valgte at ransage den 43-åriges bopæl.
Lørdag vil den anholdte blive fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten i Glostrup. Her vil anklagemyndigheden kræve dørene lukket for offentligheden.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde