Politiet: Formentlig flere pyromaner på spil

Af Jakob Poulsen og Jesper Bøgh

Den seneste tids mange påsatte brande i blandt andet Holeby, Rødbyhavn, Nakskov og Sakskøbing er formentlig ikke antændt af den samme gerningsmand. Det fortæller Bo von Würden fra lokalpolitiet i Nakskov.

Dermed går der sandsynligvis flere pyromaner frit rundt på Lolland i øjeblikket.
- Umiddelbart tyder det ikke på, at det er samme gerningsmand. Måden, brandene er antændt på, er lidt forskellig, så som udgangpunkt tror vi, at det er flere forskellige personer, der står bag, forklarer Bo von Würden.
- Men der, hvor vi kan lave en sammenligning, og hvor brandene er antændt på samme måde, vil vi selvfølgelig lægge de ting sammen og efterforske i retning af, om gerningsmanden kan være den samme, tilføjer han.

Politiet ser meget alvorligt på sagerne, understreger Bo von Würden. Han opfordrer borgerne til at kontakte politiet, hvis de ser noget mistænkeligt. Lokalpolitiet i Nakskov kan kontaktes på telefon 54 92 14 48 eller 114.

Foto: En af de seneste påsatte brande ramte et caportanlæg med tre parkerede biler i Holeby.

Politiet tror ikke, at det er samme gerningsmand, som står bag den seneste tids mange påsatte brande på Lolland.

Offentliggjort Sidst opdateret