Politiet fremme på 19 sekunder

Klokken 01.28 natten til søndag anmodede personalet på diskoteket Mona Lisa i Maribo om assistance fra politiet til at få standset et slagsmål inde på diskoteket, hvor seks personer var oppe at slås.

Heldigvis blev slåskampen forholdsvis hurtigt overstået ifølge vagthavende ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, for politiet var fremme for at standse slagsmålet blot 19 sekunder efter anmeldelsen.

Slagsmålet gik derfor ifølge vagthavende hurtigt i sig selv, og en 20-årig mand fra Hedehusene blev taget med i detentionen for at sove rusen ud, da han fortsatte med at være højrøstet og støjende på trods af politiets opfordringer om at tage den med ro.

Den 20-årige mand fra Hedehusene blev søndag formiddag løsladt igen med en sigtelse for lovovertrædelsen i baglommen. De fem øvrige deltagere i slagsmålet slap med at blive bortvist fra diskoteket.

Foto: Arkivfoto

En slåskamp på diskotek Mona Lisa i Maribo natten til søndag blev hurtigt standset. Politiet var nemlig fremme på 19 sekunder.

Offentliggjort Sidst opdateret