Politiet frygter festivalgæster krydser motorvej: Farten nedsættes
Roskilde Festival skydes i gang lørdag. Under hele ugen vil fartgrænsen på motorvejen ved festivalen blive sat ned. (Arkivfoto). Foto: Torben Christensen/Ritzau Scanpix
Hastigheden på Holbækmotorvejen sænkes under Roskilde Festival. Politiet er klar med kontrol.
Bilister skal trykke lidt lettere på speederen, hvis de lørdag og lidt over en uge frem begiver sig ud på Holbækmotorvejen ved Roskilde.
På grund af Roskilde Festival, som skydes i gang lørdag, bliver fartgrænsen midlertidigt sat ned. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.
På den del af motorvejen, der går forbi Roskilde Festival, nedsættes hastigheden til 80 kilometer i timen. Det gælder fra lørdag morgen og frem til søndag den 2. juli sent om aftenen.
- Når vi gør det, så skyldes det alene hensynet til færdselssikkerheden.
- Vi har tidligere set, at festivalgæster kan finde på at krydse motorvejen, og på at bilister pludseligt stopper og sætter gæster til festivalen af i nødsporet, lyder det fra politikommissær Lars Gakaz fra færdselspolitiet.
Politiet kommer til at kontrollere, at bilisterne overholder hastighedsgrænsen. Det sker i en kombination af automatisk fartkontrol samt både uniformerede og civile patruljevogne.
Der har tidligere været rejst tvivl om, hvorvidt skiltningen på strækningen har været tydelig nok.
Politiet vil derfor gennemkøre strækningen flere gange dagligt for at sikre, at alle færdselstavler står rigtigt. Det vil samtidig videodokumentere skiltningen, så det kan indgå som bevis ved eventuelle kommende retssager, fremgår det af pressemeddelelsen.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned