Politiet frygter uro til pokalfinale: Fordobler mandskabet
I søndags, da FCK og Brøndby mødte hinanden, beslaglagde politiet rør som disse, som var blevet tilspidset. Foto: Free/Københavns Politi
Selv om FCK ikke er i pokalfinalen, frygter politiet, at FCK-tilhængere møder op for at lave ballade.
Frygten for uroligheder til pokalfinalen mellem Brøndby og Silkeborg IF i København på torsdag er så stor, at politiet har valgt at mere end fordoble mandskabet.
Det oplyser ledende politiinspektør Peter Dahl fra Københavns Politi.
Beslutningen skyldes overfald, konfrontationer og anden uro mellem tilhængere fra Brøndby og FCK efter en tid, hvor der ellers har været et godt samarbejde mellem politiet og de forskellige fangrupper.
- Selv om FCK ikke spiller, er det på deres normale hjemmebane. Vi kan derfor slet ikke afvise, at nogle af de her typer kunne finde på at dukke op, siger han.
Store Bededag blev en FCK-bus overfaldet af op mod 80 fodboldbøller. Fire personer kom på skadestuen. Foreløbig er fem mistænkte anholdt.
Og søndag, da de to hold igen mødte hinanden, var der atter ballade.
Her var der flere fans, der ønskede konfrontation med politiet, hvilket førte til ni anholdte. Peter Dahl oplyser, at det primært var Brøndby-tilhængere, som man havde problemer med.
Politiet beslaglagde rør, stænger og lignende i relation til fansenes udsmykning.
Flere af de stænger, som normalt bruges til at bære flag, var blevet tilspidset, så de kunne bruges som slag- og stikvåben, forklarer Peter Dahl.
Hos politiet undrer man sig over udviklingen, som man har svært ved at forklare.
- Vi synes faktisk selv, at vi har strakt os rigtigt langt. Vi har været i dialog med Brøndbys supportere - også dem fra de mere uautoriserede miljøer.
- Vi syntes egentlig, at vi var kommet til en god forståelse og havde lavet nogle fine aftaler. Men vi må bare konstatere, at det har været fuldstændig spild af tid, for ingen af de aftaler er blevet overholdt, siger Peter Dahl.
Det er ikke forventningen fra politiet, at man får problemer med Silkeborg-tilhængerne.
Finalen begynder klokken 17.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet