Politiets rapporter bliver ofte brugt som beviser i retssager, og derfor er det vigtigt, at man kan stole på indholdet.
Det kan man ikke hos Nordsjællands Politi. Ikke altid i hvert fald. Den regionale statsadvokat har nemlig i en endnu ikke offentliggjort rapport rettet kritik mod Nordsjællands Politi.
Det er Frederiksborg Amts Avis, der onsdag kan fortælle, at statsadvokaten finder det "meget kritisabelt", at politiet bevidst har fiflet med indholdet af en politirapport. Fifleriet var godkendt af ledelsen.
Sagen drejer sig om et kilo kokain, der blev handlet på en parkeringsplads ved Esrum i 2009. En 39-årig mand fra Græsted-egnen deltog i overdragelsen, men havde på forhånd tippet politiet.
Det fremgik dog ikke af den politirapport, som blev fremlagt i et grundlovsforhør mod en makedonsk mand, som blev anholdt i forbindelse med narkohandlen.
I den rapport stod, at anholdelsen var et resultat af en rutinemæssig kontrol af en udlænding i en stor og dyr bil. Ikke et ord om, at han var blevet angivet af den 39-årige.
Systemet med to rapporter - en sand og en falsk - blev lavet for at den 50-årige makedoner ikke skulle få nys om, at han var blevet angivet af den 39-årige.
Først rettede statsadvokaten sin undersøgelse mod den politiassistent, som havde lavet rapporten. Men det viste sig, at ledelsen havde haft en finger med i spillet.
Statsadvokaten fungerer ud over at være anklagemyndighed som tilsynsmyndighed for politiet.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned