Landets 12 politikredse samt Rigspolitiets kontorer vil fyre adskillige hundrede administrative medarbejdere.
HK-personalet frygter at miste en femtedel af de cirka 2000 administrative stillinger i politiet.
- Vi frygter, at fyringsrunden betyder, at administrativt arbejde fremover skal overtages af politifolk. Det er fjollet, siger formanden for HK'erne i politiet, Heidi Juhl Pedersen.
Som den første af 12 politikredse har Østjyllands Politi oplyst, at der her skal afskediges 28 medarbejdere - heraf alene 23 på politigården i Aarhus. Fyresedlerne blev uddelt tirsdag.
I løbet af denne uge eller senest den 14. september skal samtlige politikredse give besked til medarbejdere om, hvor mange der skal fyres.
Fyringsrunden i politiet bygger på anbefalinger fra flere konsulentrapporter, der peger på, at der samlet kan fjernes 700-800 årsværk i politiet. En mere effektiv drift kan blandt andet skabes ved at udlicitere opgaver som for eksempel post, rengøring, kantinedrift og transport.
Politidirektør Jørgen Ilum fra Østjyllands Politi siger, at det ikke kan udelukkes, at afskedigelserne kan medføre længere sagsbehandlingstider på ikke-kritiske områder.
Som led i politiets spareøvelse har medarbejdere haft mulighed for at søge en frivillig fratrædelse. Det har forholdsvis flere politifolk end ansatte fra andre medarbejdergrupper taget imod, oplyser Heidi Juhl Pedersen.
Hun mener, at den forbedrede borgerservice, der blev oprettet efter politireformen som konsekvens af den dårligere service, nu risikerer at blive skudt tilbage igen. Efter voldsom kritik blev der ellers ansat 250 ekstra i servicecentrene.
- Det værste er, når borgerne ikke kan komme i kontakt med politiet, siger hun.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker