Politiet giver erstatning til hjemløs for ulovligt forbud
Her i kolonaden ved Regensen i Købmagergade i København mente politiet, at to mænds overnatning udgjorde en lejr, fordi de lå få meter fra fire andre. Skønnet over afstanden viste sig dog at være forkert. Byretten frifandt mændene for at have skabt en ulovlig lejr. (Arkivfoto) Foto: Kurt Nielsen/Ritzau Scanpix
Kurt Nielsen/Ritzau Scanpix
Menneskerettigheder blev krænket, da mand fik forbud mod at opholde sig i København i tre måneder.
Rigspolitiet har indrømmet, at menneskerettigheder for en hjemløs blev krænket, da han i København blev udsat for et uretmæssigt zoneforbud.
Derfor har Rigspolitiet besluttet at betale en erstatning på 20.000 kroner, oplyser mandens advokat, Mads Krøger Pramming.
Pengene skyldes, at mandens ret til at bevæge sig omkring i samfundet blev krænket. Det er i strid med en tillægsprotokol til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Sagen går tilbage til oktober 2018. En tidlig morgen blev manden vækket af betjente, fordi han sammen med en bekendt havde overnattet ved Regensen midt i København.
Politifolkene mente, at de to havde etableret en lejr i strid med loven. Derfor fik han et zoneforbud. Det betød, at han i tre måneder ikke måtte opholde sig i Københavns Kommune.
Men i september sidste år slog Københavns Byret fast, at der ikke var tale om en ulovlig lejr.
Mændene forrettede ikke deres nødtørft på gaden. Om morgenen ryddede de pænt op efter sig og fjernede pap, liggeunderlag og andet.
Desuden viste det sig, at politiets skøn var en forbier. Betjente mente, at der var fire meter mellem de to mænd og fire andre sovende. En kontrolopmåling viste, at afstanden snarere var ti meter. Dermed var der ikke tale om en større, samlet lejr, konkluderede retten.
Nu har Rigspolitiet altså indvilget i at betale erstatning. Men det flugter ikke med kravet på 110.000 kroner.
- Vi er ikke tilfredse med beløbet, siger advokat Mads Krøger Pramming. Han og klienten skal nu afgøre, om de skal gå i retten med spørgsmålet.
Advokaten understreger, at Rigspolitiets afgørelse handler om den konkrete sag.
Han mener, at det vigtigt at få domstolene til at se på det store billede - om selve lovreglen om zoneforbud er i overensstemmelse med menneskerettighederne. Systemet er ude af proportioner, mener han.
En lille forseelse som at oprette en lejr på gaden kan føre til et forbud om at færdes i et stort område i tre måneder.
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie