Det var med politiets accept, at en ansat i hjemmeplejen i Solrød blev filmet med skjult kamera. Det skriver Dagbladet, Køge.
På videooptagelser, der blev vist på TV2 onsdag aften, ser man tydeligt en 45-årig hjemmehjælper fiske kontanter op af den ældre kvindes taske.
De skjulte optagelser er lavet af kvindens søn, der længe har haft mistanke til hjemmehjælperen.
Formanden for FOA, Dennis Kristensen, har skarpt kritiseret fremgangsmåden, som han mener er i strid med loven.
Det er tilladt at sætte skjulte kameraer op i sit eget hjem. Men kommer der jævnligt andre mennesker på bopælen som hjemmehjælpere eller rengøringspersonale, så bliver det betragtet som en arbejdsplads, og så skal der skiltes med videoovervågning, skriver avisen.
I sagen fra Solrød valgte politiet at give grønt lys til overvågningen.
- De her sager kan være svære at efterforske. Der er ofte tale om mange forskellige hjemmehjælpere, der kommer på adressen, og vi kan heller ikke helt udelukke, at der er tale om glemsomhed blandt de ældre borgere.
- I dette tilfælde kom en borger med en konkret mistanke, og han havde selv mulighed for at installere kameraerne. Derfor valgte vi at godkende det, siger vicepolitikommissær Kim Lech fra Karlslunde Lokalpoliti til Dagbladet Køge.
Han råder borgere til at tage kontakt til politiet, hvis de er i tvivl om reglerne.
Hjemmehjælperen er nu sigtet i sagen og bortvist fra sin arbejdsplads.
/ritzau/
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker