Politiet har anholdt mistænkt for skud

Politiet har nu fået et gennembrud i sagen om det skyderi, der torsdag formiddag fandt sted i et motionscenter i Odense.

- Klokken 16.45 har vi anholdt den formodede hovedmistænkte i en lejlighed i Odense. I alt har vi anholdt fire personer i lejligheden, siger vicepolitikommissær Jack Liedecke fra Fyns Politi.

Der er tale om en 36-årig mand. De fire personer blev anholdt i en lejlighed på Kørupvænget.

Ingen blev ramt ved skyderiet, men politiet betragter sagen som et drabsforsøg.

Der var ikke tale om et tilfældigt sammenstød, da gerningsmanden målrettet opsøgte fitnesscentret og trak en pistol.

- Gerningsmanden kom kørende til centret, går ind og affyrer en serie skud, og kører så igen, siger Jack Liedecke.

Til stede i fitnesscentret Rawi Exercise var indehaveren og to andre, der var nede for at træne.

Politiet betragter det indtil videre som et internt opgør, men motivet er ikke fastlagt.

Skuddene faldt inde i selve centret, der ifølge fyens.dk er kendt for at være neutralt område, hvor både rockere og bandemedlemmer kan træne.

Det vides endnu ikke, hvor mange skud der blev affyret, men kriminalteknikerne fortsætter undersøgelserne på stedet fredag.

I alt mener politiet, at der var tre mænd om skyderiet. Om politiet nu har fat i de tre rigtige, vides ikke.

Alle fire forventes fremstillet i grundlovsforhør fredag.

/ritzau/

I alt er fire personer nu anholdt for skyderiet i et fitnesscenter i Odense. Ingen blev dog ramt.

Offentliggjort Sidst opdateret