Politiet har fotos af mistænkte i sager om bedragerier mod ældre

Flere politikredse landet over kæmper med at opklare bedragerier mod ældre. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

En stribe ældre i Himmerland og på Fyn blev mandag og tirsdag udsat for svindelnummer, siger politiet.

Offentliggjort Sidst opdateret

I et forsøg på hurtigt at opklare en stribe bedragerier mod ældre i Himmerland og på Fyn har politiet onsdag besluttet at offentliggøre fotos af to mistænkte unge mænd.

Indtil videre har Nordjyllands Politi fået 11 anmeldelser om bedrageri på en enkelt dag, hvor falske bankbude mødte op hjemme hos ældre borgere.

Det skete mandag i Hjallerup, Hobro, Skørping og Støvring, oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse om sagen.

Først blev ofrene ringet op med en foruroligende besked. Der var uregelmæssigheder på kontoen. Derfor ville et bankbud komme ud for at hente hævekort.

I de fleste tilfælde lykkedes det for gerningsmændene at overtale de ældre til at aflevere hævekortet, oplyser politiet.

Også Fyns Politi melder om, at flere ældre i Middelfart tirsdag blev narret på stort set samme facon.

Her lød beskeden dog, at "banken" ringede og oplyste, at det var nødvendigt at få udskiftet kort. Politiet har modtaget seks anmeldelser begået tirsdag på Nordvestfyn.

Fra Himmerland er det netop i forbindelse med det efterfølgende misbrug af hævekort, at en mistænkt er blevet fotograferet.

Manden er slank af bygning og skønnes til at være mellem 20 og 30 år. På fotografierne havde han en kasket med camouflagemønster på hovedet og var iført en grønlig hættetrøje og lyse bukser.

Med offentliggørelsen håber politiet at få henvendelser fra borgere, der kan genkende manden, eller som i øvrigt har oplysninger.

På Fyn var gerningsmanden iført en sort/grøn jakke af mærket Northface. Han har kort lyst hår og vurderes til at være mellem 20 og 30 år.

Denne form for svindel kaldes af politiet for kontaktbedrageri. Fænomenet kendes over hele landet. Ofte omtaler landets politikredse nye tilfælde og advarer de ældre og deres pårørende.

Spørgsmålet er, hvordan man kan gardere sig mod svindlerne, der udnytter folks godtroenhed og tillid.

Et bud kom i mandags fra Midt- og Vestjyllands Politi. De pårørende bør tale med de ældre om at fjerne deres navne fra åbne telefonlister. Gerningsmændene bruger nemlig ofte krak.dk og andre kilder til at få fat i numre på personer med fornavne, der er mest udbredt i den gråhårede del af befolkningen.

/ritzau/