Politiet har fundet 64 skunkfarme på halvandet år
Skunkfarme skyder op flere steder i landet, og på det sidste halvandet år har politiet fundet frem til 64 ejendomme, hvor der dyrkes skunk til at lave hash.
Det skriver DR på baggrund af nye tal fra Rigspolitiet, der viser, at politiet har fundet i alt 154 skunkfarme i Danmark siden 2007.
- Det er første gang, at vi har offentliggjort sort på hvidt, hvor omfangsrigt problemet er, siger chef for Det Nationale Efterforskningscenter, NEC, Michael Ask, til DR.
- Vi kan konstatere, at vi over de sidste to til tre år har fået flere sager, hvor man meget professionelt har indrettet sig - typisk på øde landsteder - med alt det udstyr, som det kræver at producere skunk, siger han.
4 ud af 10 af de personer, der siden 2007 er sigtet for at dyrke den ulovlige plante, er vietnamesere.
Vietnamesernes andel kan være langt højere, fordi det udelukkende er vietnamesere, som står for fremstillingen af skunken, mens danskerne er inde og salget, forklarer Michael Ask.
Vietnameserne indretter sig i nedlagte landbrug eller tomme beboelsesejendomme - oftest langt ude på landet - hvor de kan leje sig billigt ind. Og her styrer bagmændene de arbejdende skunkavlere med hård hånd.
For de vietnamesiske skunkavlere lever nogle gange under slavelignende forhold, og deres familier i Vietnam risikerer repressalier fra bagmænd, oplyser Michael Ask.
De fleste skunkfarme er fundet i Nordjylland, Vestjylland, Midtjylland, Lolland og Falster samt Sydsjælland.
Senest blev ni mænd og en kvinde anholdt onsdag for at passe skunkplanter i flere industribygninger på den københavnske vestegn.
Dyrkningen er sket i tre industribygninger i Rødovre og på en fjerde adresse i Ballerup.
Planterne blev passet professionelt med kunstlys, vandingsanlæg og udluftning, lyder det fra politiet.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker