En række mennesker i Midt-, Vest- og Sydøstjylland gik sidste år glip af vigtig information fra politiet. Når en borger i halvandet år har været sigtet for at overtræde loven uden at få en afgørelse, har ordensmagten pligt til at tage affære. Så skal han eller hun informeres om årsagen og samtidig have besked om, hvornår der kan ventes et punktum.
Men både Midt- og Vestjyllands Politi og Sydøstjyllands Politi har i 2009 svigtet ved ikke at leve op til reglen. Det konstaterer statsadvokat Peter Brøndt Jørgensen i forbindelse med sin kontrol af de to politikredse.
"Ikke tilfredsstillende" lyder hans vurdering - og han gør samtidig opmærksom på, at reglen om underretning står i retsplejeloven.
Til gengæld er det positivt, at begge politikredse er i gang med at rette op på det, noterer han i rapporter, der er sendt til Rigsadvokaten.
Reglen er indført for at presse politi og anklagemyndighed til at behandle sagerne inden for en rimelig tid. Ligger en sag død for længe, kan det være en krænkelse af menneskerettighedskonventionen.
Landet over bliver politiet vurderet på, hvordan det går med antallet af langvarige sigtelser - altså sager, som er mere end halvandet år gamle.
Sidste år indberettede Syd- og Sønderjyllands Politi 142 sager i denne kategori, og det er "ikke tilfredsstillende," noterer statsadvokat Jan Reckendorff i sin rapport. Men han glæder sig over, at politikredsen efter november 2009 har "stor fokus" på området.
Til sammenligning var der kun 21 indberetninger fra Fyns Politi og 38 fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
I enkelte tilfælde har borgere været sigtet for en forbrydelse i mere end fire år uden at få en afklaring.
I øvrigt har statsadvokat Peter Brøndt Jørgensen set nærmere på årsagen til, at sagerne bliver gamle. I Midt- og Vestjyllands Politi var der sidste år 127 langvarige sigtelser. Næsten halvdelen skyldes mangel på ressourcer, nedprioritering i forhold til større sager og venten på juridisk behandling./ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde