Politiet: Ikke normalt 14-årige er væk så længe

Politiet er på fuldstændig bar bund i sagen om den forsvundne Line Jakobsen Futtrup på 14 år fra Nakskov. Det erkender Bøje Jørgensen fra lokalpolitiet i Nakskov, der sidder med sagen.

- Vi har ikke fået nogen nye oplysninger i sagen, og vores muligheder er helt udtømte. Nu kan vi ikke gøre andet end at vente, siger han og tilføjer:
- Normalt har vi et udgangspunkt, for eksempel en efterladt cykel eller knallert, som kan danne grundlag for efterforskningen. Men i dette tilfælde har vi slet intet.

Mandag og tirsdag har politiet talt med venner til den 14-årige, men også andre, som kunne have den mindste tilknytning til hende. Men det altså uden, at det har givet noget resultat.

Heller ikke aflytning af pigens mobiltelefon, har givet politiet spor at gå efter. Telefonen har nemlig ikke været brugt, siden hun forsvandt.
- Telefonen er blevet brugt sidste gang mandag den 29. oktober, hvor hun forsvandt. Så hvis hun bruger en telefon, er det i hvert fald ikke hendes egen, siger Bøje Jørgensen.

Det var fejlagtigt fremme, at Line Jakobsen Futtrup selv havde sendt en sms til et familiemedlem. Det var dog ikke tilfældet. I stedet var det politiet, der sendte hende en sms for at få hende til at give livstegn fra sig.
- Det er dybt frustrerende at vi alligevel slet ikke har hørt noget fra hende, eller at heller ingen har set hende, siger Bøje Jørgensen.

Han erkender, at det ikke er normalt, at 14-årige stikker af og bliver væk så længe. Alligevel holder han fast i politiets teori om, at der næppe er tale om en forbrydelse.
- Der er intet grundlag for at tro, at der er sket en forbrydelse. Men som tiden går, frygter vi da, at der er tilstødt hende noget andet, siger Bøje Jørgensen uden at ville uddybe nærmere.

Inden for de nærmeste dage vil politiet igen snakke med pigens bekendte. Politiet opfordrer også andre, der kan havde set hende, om at henvende sig på telefon 114.

Line Jakobsen Futtrup er 166 centimeter høj, spinkel af bygning med langt lysblondt hår til ned til midt på ryggen.

 

Foto: Privatfoto

Offentliggjort Sidst opdateret