Midt- og Vestsjællands Politi indførte onsdag aften visitationszone i Køge midtby, efter at en 22-årig mand tirsdag blev skudt og dræbt i byen.
I en pressemeddelelse skriver politiet, at der i den seneste tid har været spændinger og slagsmål mellem forskellige grupper af kriminelle i byen.
- På baggrund af politiets efterretninger om en række uafklarede forhold grupperne imellem, og det forhold, at hævn er et almindeligt forekommende motiv i disse gruppers måde at agere på, er det nærliggende, at en hævnaktion vil blive gennemført, skriver chefpolitiinspektør Sten Skovgaard Larsen som begrundelse for at indføre visitationszonen.
Politiet understreger dog, at den 22-åriges rolle i det kriminelle miljø ikke er klarlagt.
Visitationszonen, som giver politiet ret til uden videre at visitere tilfældige mennesker på gaden, vil være gældende frem til den 5. maj.
Også på en del af Nørrebro i København blev der onsdag indført visitationszone, efter at der tirsdag aften blev affyret flere skud i Jægersborggade.
I sin begrundelse henviser Københavns Politi desuden til drabet i Køge, idet to af de tre sigtede i den sag blev anholdt på Nørrebro. I København gælder visitationszonen frem til den 28. april.
Visitationszonen på Nørrebro blev genindført dagen efter, at den seneste periode med visitationszone i bydelen blev ophævet.
/ritzau/
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker