Politiet jagtede fuld polak tværs over Fyn

En polsk chauffør bliver sigtet for spirituskørsel, for at bringe andres liv i fare og for adskillige overtrædelser af færdselsloven, efter at han lørdag nat kørte fuldstændig vanvittigt på motorvejen mellem Svendborg og Odense.

Politiet måtte ofre en patruljevogn for at få ham standset og oven i købet dæmpe ham med en dosis peberspray, inden han kunne anholdes.

Der er tilsyneladende ikke anden forklaring på mandens vanvidskørsel, end at han var fuld.

Sidst på natten fik Fyns Politi en anmeldelse fra en bilist, der kørte på motorvejen lige bag den polsk indregistrerede varevogn og havde observeret mandens mærkelige kørsel.

På et tidspunkt bremsede den polske chauffør op og bakkede i fuld fart, inden han satte bilen i gear igen og fortsatte mod Odense. Lige inden Odense kørte han gennem en åbning i autoværnet og kørte sydpå igen.

På det tidspunkt havde han politiet i hælene.

Ved en afkørsel ved Årslev holdt han ind og satte to passagerer af, inden han fortsatte. Dem fik en hundepatrulje snuset op og anholdt på en mark.

Nær Kværndrup standsede chaufføren, vendte bilen og gjorde mine til at fortsætte på motorvejen mod færdselsretningen.

For at forhindre at han blev spøgelsesbilist, kørte politiet en patruljevogn ind foran varevognen for at få den standset.

Der skete inden personskade, da varevognen ramte politibilen, men chaufføren var så spirituspåvirket, at han måtte have en gang peberspray, inden han lod sig anholde.

Med i bilen havde han en polsk kvinde. Hverken hun eller de to andre passagerer, der også er fra Polen, bliver sigtet for noget.

/ritzau/

Politiet måtte ofre en patruljevogn for at få standset polsk chaufførs vanvidskørsel på Svendborg-motorvej.

Offentliggjort Sidst opdateret