Da en 37-årig mand med tætte forbindelser til Hells Angels tidligere på måneden blev fængslet i København, var det resultatet af politiaktion mod det fænomen, der kaldes kloning af biler.
Det er politiet i Danmark, Sverige og Tyskland, der sammen har efterforsket de omfattende tyverier af luksusbiler rundt om i Europa.
Ifølge vicepolitiinspektør Lau Thygesen fra bandeenheden Task Force Øst foregår kloningen ved, at der stjæles en kostbar bil et sted i Europa, eksempelvis i forbindelse med en prøvetur.
Samtidig låner gerningsmændene i et andet land en tilsvarende bil, og får på den måde adgang til bilens registreringsattest.
Den stjålne bil får så filet stelnummeret ned og får et nyt, der er så professionelt udført, at kun grundige undersøgelser kan afsløre det som et falsum. Registreringspapirerne forfalskes samtidig, og på den måde får den stjålne bil pludselig en helt ny identitet.
Den kan så køres til eksempelvis Danmark og sælges.
- Kloning af biler er organiseret kriminalitet på tværs af landegrænser. Vi har en ret sikker formodning om, at der kører mange klonede biler rundt i Danmark, siger Lau Thygesen.
Ved politiaktionen den 3. februar blev der i alt beslaglagt 11 biler af mærker som Porsche, BMW, Hummer og Lamborghini.
/ritzau/
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker