Politiet kender ikke årsag til eksplosion

Myndighederne kan endnu ikke fastslå årsagen til den voldsomme eksplosionsbrand, der lørdag har raseret en nedlagt civilforsvarskaserne i Store Andst ved Kolding og slået mindst to mennesker ihjel.

- Vi kan endnu ikke sige noget om årsagen til branden. Der vil formentligt gå noget tid, før vi kan sige noget, fastslår Klaus Arboe Rasmussen, linjechef for beredskabet i Syd- og Sønderjyllands Politi.

Der er fundet to døde mennesker i de brand- og eksplosionsramte bygninger, men politiet, som er i fuld gang med efterforskningen, kan endnu ikke give konkrete oplysninger om de dræbte.

- Vi har først lige bevæget os ind i området, og vi har fundet to, der er afgået ved døden. Det er for tidligt at sige noget om deres identitet på nuværende tidspunkt, siger Klaus Arboe Rasmussen.

Det vides endnu ikke, om der er flere menneskeliv, som er gået tabt i flammerne.

- Vi arbejder deroppe nu, og så må vi se, om vi finder flere. Vi håber det selvfølgelig ikke. Nu går vi det rigtigt grundigt igennem, og så må se, hvad vi finder, siger linjechefen for beredskabet i Syd- og Sønderjyllands Politi.

174 husstande fra lokalområdet er evakueret, men det er endnu uklart, hvornår de evakuerede landsbyboere kan vende hjem til deres huse.

- Vi vil ikke have dem hjem, før vi er stensikker på, at det ikke er farligt for dem. Der er ingen grund til at lukke dem hjem for tidligt, hvis det viser sig, at vi skal til at hente dem ud igen, siger Klaus Arboe Rasmussen.

Det er frygten for at finde flere ueksploderede krysantemumbomber på det nedlagte kaserneområde, hvor der nu er depoter, som får politiet til at holde de evakuerede mennesker i Andst Hallen indtil videre.

/ritzau/

Der vil gå noget tid, før politiet kan sige noget om baggrunden for den eksplosionsagtige brand i St. Andst.

Offentliggjort Sidst opdateret