Politiet kiggede med til julefrokosten

Foto: Claus Hansen

I weekenden besøgte betjente både værtshuse, diskotekter og andre steder, hvor der blev holdt holdt julefrokoster.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der skal være tryghed ved julefrokostarrangementerne i Nykøbings indre by. Derfor samarbejder Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi med Guldborgsund Kommune, Natteravnene, Nykøbing Falsters restauratører samt Taxa- og Cityforeningen i julefrokostmåneden i aften- og nattetimerne.

- På den måde håber vi på, at vi kan minimere risikoen for uorden i gadebilledet i de sene timer til gavn for alle. Kort fortalt vil vi gerne være med til at skabe de bedste rammer for en god og sikker julefrokost, siger leder af lokalpolitiet i Nykøbing Falster politikommissær Kaj Vorbeck.

Både fredag og lørdag aften var lokalpolitiet ikke bare på gaden, men inde på værtshuse, diskoteker og andre steder, hvor der blev holdt julefrokoster.

Fredag kiggede politiet indenfor 11 steder, mens det lørdag blev til 15 steder. Der var alle steder en god stemning og god dialog med gæsterne.

Politiet vil fredage og lørdage indtil jul være at finde i Nykøbing by på gåben – og ikke kun der, hvor der holdes julefrokostarrangementer, men også i gadebilledet i aften- og nattetimerne for at være med til at skabe tryghed for alle.