Politiet kobler dna fra 22-årig til attentat på Østerbro
Der er fundet dna svarende til Omar Abdel Hamid El-Husseins på tøj fundet efter attentat ved Krudttønden.
Endnu et centralt spor i efterforskningen af weekendens angreb i København peger nu på, at 22-årige Omar Abdel Hamid El-Hussein efter alt at dømme er den skyldige.
Tekniske undersøgelser viser således, at der på den beklædning, der er fundet i forlængelse af skudattentatet ved Krudttønden på Østerbro, er fundet dna svarende til El-Husseins.
Det oplyser Københavns Politi fredag aften i en pressemeddelelse.
Det var angiveligt Omar Abdel Hamid El-Hussein, der lørdag eftermiddag dræbte en 55-årig mand ved Krudttønden og samtidig sårede tre betjente.
Om natten var det ifølge politiet også ham, der dræbte en 37-årig jødisk vagt foran synagogen i Krystalgade. Her sårede gerningsmanden desuden to politifolk.
Adskillige beviser peger efterhånden på, at Omar Abdel Hamid El-Hussein står bag attentaterne. Blandt andet har videoovervågning dokumenteret den 22-åriges færden i de pågældende timer.
Det måske stærkeste bevis består imidlertid i, at han tidligt søndag morgen åbnede ild mod politiet på Svanevej i Københavns nordvestkvarter, da betjente rettede henvendelse til ham.
Det resulterede i, at den 22-årige blev dræbt.
Fredag aften fortæller Københavns Politi desuden, at gerningsmanden bag angrebet mod synagogen cyklede rundt i Indre By, inden han begyndte at skyde.
- Det er vores indtryk, at han har været i området for at rekognoscere forud for skudattentatet, siger ledende politiinspektør Jørgen Skov i en pressemeddelelse.
- Han cykler frem og tilbage ad blandt andet Købmagergade og passerer dermed Krystalgade, hvor han har haft frit udsyn til vagten og politifolk på stedet, siger han.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned