Politiet kører med it-system fra 1980erne

For med opgivelsen af det storstilede it-system Polsag står politiet nu tilbage med det gamle it-system Polsas, der kom til verden, dengang der stadig var noget, der hed DDR og Sovjetunionen.

- Polsas er fra engang i slut-firserne, siger formanden for Politiforbundet i Danmark, Peter Ibsen.

- Det er klart, at nu haster det selvfølgelig med at få noget nyt, men det ændrer ikke ved, at vi er glade for, at man nu dropper Polsag. Det førte ingen vegne hen, siger han.

Politiforbundet har flere gange beklaget sig over Polsag-systemet, som bare blev dyrere og dyrere, efterhånden som leverandøren CSC udsatte leveringen.

- Det er lidt som at skulle vælge mellem pest eller kolera, når man skal vurdere, om vi er bedre tjent med at køre videre med det gamle system. Men alt andet lige så er det fornuftigt, at man nu siger "nok er nok", fastslår Peter Ibsen.

Polsag har i årevis været afprøvet på Bornholms Politi, hvor det dog aldrig kom til at fungere.

- Systemet lagde Bornholm ned, selvom der kun sidder 80 mand derovre. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad der ville være sket, hvis det var blevet udbredt til hele politiet, lyder det fra Peter Ibsen.

Justitsminister Morten Bødskov(S) kalder sagen for en skandale:

- Det er en skandale, at vi har brugt en halv milliard kroner på et it-system, der ikke kommer til at virke, siger Morten Bødskov til Ritzau.

Han er dog ikke et sekund i tvivl om, at beslutningen om at trække stikket til projektet er den rigtige.

- Pointen er, at det ville være en endnu større skandale, hvis projektet fik lov til at fortsætte. Og derfor har regeringen besluttet at opgive projektet.

/ritzau/

Det må efterhånden minde om en tur til Teknisk Museum, når landets betjente møder ind på arbejde.

Offentliggjort Sidst opdateret