Politiet har endnu ikke fundet den kniv, som en 28-årig mand formodes at have brugt til at stikke den 56-årige sagsbehandler Birthe Christiansen ihjel med i Holstebro.
Vicepolitikommissær Michael Kjeldgaard fra Midt- og Vestjyllands Politi oplyser, at politiet torsdag morgen fortsætter med at lede efter kniven samt noget formentlig blodigt tøj, som drabsmanden kan have smidt fra sig.
- Vi opfordrer folk til at kigge efter genstandene på strækningen fra Brogaardsvej 1, hvor drabet skete, til aktivitetscentret på Haralds Lethvej, hvor den 28-årige blev anholdt en time efter drabet, siger Michael Kjeldgaard.
- Vi vil også gerne høre fra folk, der har set manden cykle på strækningen, der afhængig af ruten kan være omkring tre kilometer, siger han.
Den 28-årige blev onsdag aften fængslet for drabet, men han nægtede sig skyldig i et grundlovsforhør.
- Jeg kan bare sige, at det har jeg ikke gjort, sagde manden, der er somalisk flygtning.
En politimand i ambulancen har oplyst, at sagsbehandleren nåede at oplyse navnet på den formodede drabsmand, inden hun døde. Også mens hun lå i en blodpøl på parkeringspladsen foran jobcentret fortalte hun, at hun skulle have et møde med den navngivne mand senere på dagen.
Ved anholdelsen havde den 28-årige skiftet tøj, formoder politiet.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker