Politiet leder efter en polsk mand i kano
Mulig drukneulykke på Lolland, hvor mand på fisketur meldes savnet. Helikopter, både og politi leder efter ham
Politiet søger i øjeblikket efter en 59-årig polsk mand, som frygtes druknet under en fisketur på Søndersø ved Maribo.
Falck har tre både i søen, der afsøger kyststrækningen, og Søværnets Operative Kommando har sat en helikopter ind i eftersøgningen.
Den polske mand, som arbejder her i Danmark, sejler søndag middag ud på søen sammen med sin fiskemakker, som dog tager hjem lidt senere for at skifte sit våde tøj.
Da han vender tilbage til søen, er kammeraten i den tre meter lange, lyseblå kano ingen steder at få øje på.
- De leder efter ham i fire timer, før de ringer til deres danske arbejdsgiver, som alarmerer os, fortæller vagtchef Søren Nielsen fra Sydsjælland og Lolland-Falster Politi.
- Vi er nu i gang med at undersøge, om manden er i gået i land et eller andet sted. Men vi kan bare ikke finde kanoen, tilføjer han.
Eftersøgningen bliver vanskeliggjort af kraftige regnbyger, som søndag aften vælter ned over området.
Selvom der i værste fald kan være tale om en mulig drukneulykke på Søndersø, kan situationen ligeså godt være helt udramatisk.
- Vi er også åbne over for muligheden, at manden sidder på en lokal kro og hygger sig, fortæller vagtchef Søren Nielsen.
Sidst den polske mand blev set, var han iført en sort t-shirt og gråbrune camouflagebukser. Han havde desværre ikke redningsvest på.
Hvis nogen ser manden, lyder opfordringen, at man kontakter politiet med det samme.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde