Politiet leder efter to medgerningsmænd til Christiania-drab
En 30-årig mand blev dræbt af skud lørdag aften. Flere andre blev ramt. Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix
Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix
En 18-årig drabssigtet fremstilles søndag i grundlovsforhør. Dræbt mand blev ramt af seks skud.
Politiet leder efter to uidentificerede medgerningsmænd i forbindelse med skyderiet på Christiania lørdag, der kostede en 30-årig livet.
Det er kommet frem under et grundlovsforhør ved Retten på Frederiksberg søndag eftermiddag.
Her kom det også frem, at den dræbte blev ramt af seks skud.
I første omgang skal en dommer beslutte, om en 18-årig mand skal varetægtsfængsles. Han er sigtet for drab og drabsforsøg.
Syv pressefolk og omkring ti tilhørere var mødt op for at følge retsmødet søndag.
Dommeren har imidlertid valgt at afvikle retsmødet uden adgang for pressen. Derfor får offentligheden kun indsigt i sigtelsen til at begynde med.
Det er ikke kommet frem, hvordan den 18-årige forholder sig til sigtelsen.
Tidligere søndag fremgik det af en pressemeddelelse fra politiet, at den 30-årige mand blev skudt og dræbt, da to maskerede gerningsmænd lørdag aften gik ind i bygningen Stjerneskibet på Christiania.
Ifølge politiet begyndte de at skyde, allerede inden de gik ind. I den forbindelse blev fire personer såret.
Politiet oplyser ikke, hvilken rolle den 18-årige menes at have haft i forbindelse med drabet. Sigtelsen går på, at han har handlet i forening med flere ukendte gerningsmænd.
Mens det under retsmødet kom frem, at den dræbte blev ramt af seks skud, lød det, at flere andre blev ramt af ét skud.
Politiet har bekræftet, at den dræbte har relation til rocker- og bandemiljøet. Ekstra Bladet og B.T. skriver begge, at der skulle være tale om en rocker fra Hells Angels.
Ifølge Københavns Politi arbejder man primært ud fra teorien om, at gerningsmændene var kommet netop for at dræbe den 30-årige.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde