Politiet løslader ung mand efter påstået voldtægt i Køge
Under et cafébesøg mødte en 16-årig pige mandag aften en mand, der nu mistænkes for at have voldtaget hende.
En 21-årig mand fra Greve rettede tirsdag morgen henvendelse til politiet, efter at en pige på 16 år havde anmeldt en voldtægt.
Manden blev anholdt og sigtet for forbrydelsen, men beviserne rækker tilsyneladende ikke til en varetægtsfængsling.
- Vores jurister har besluttet at løslade ham. Det betyder dog ikke, at han ikke fortsat er mistænkt og sigtet, siger vagtchef Carsten Andersen fra Midt- og Vestsjællands Politi til Ritzau.
Pigen, der kommer fra Faxe Ladeplads, havde mandag aften været på café i Køge, hvor hun havde mødt en mand.
Efter caféens lukketid gik de en tur sammen, men i Ågade overfaldt manden den 16-årige og voldtog hende, har hun fortalt. Efter den påståede forbrydelse fik pigen kontakt til nogle veninder, som hjalp med anmeldelsen til politiet.
Herefter blev gerningsstedet undersøgt med politihunde og med assistance fra rigspolitiets kriminalteknikere for at finde eventuelle spor.
I forbindelse med efterforskningen fik politiet efterhånden færten af den 21-årige mand, som altså selv fandt vej til politiet.
- Jeg ved ikke, hvordan han forholder sig til sigtelsen. Men jeg går ud fra, at han nægter sig skyldig, nu hvor han er blevet løsladt, siger Carsten Andersen.
Seneste artikler
Forbund advarer om alvorlige SFO-besparelser
- Der er sprængstof i den sag her
Langholt-lukning: Det gør Lolland Kommune nu
Spærring af bro forlænget med en måned: Her er årsagen
Det, han så som dreng, fulgte ham resten af livet
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker