Politiet lukker narkofyldt diskotek

Københavns Politi valgte natten til lørdag at lukke diskoteket "Den Røde Pimpernel" på Bernstorffsgade i København, fordi stedet flød med stoffer. Det skete klokken 05.00, siger den centrale vagtleder ved Københavns Politi.

Der var godt 100 gæster på diskoteket, da ordensmagten valgte at trække stikket på festen. Flere personer kom i lettere klammeri med politiet, da betjente eskorterede gæsterne ud.

Politiet fandt stoffer på flere af diskotekets gæster og desuden var der spor efter stoffer på flere borde, der stod til frit skue.

En ung kvinde var tidligere på aftenen blevet indlagt på hospitalet efter at have besøgt Den Røde Pimpernel, og politiet mistænker, at hun har lidt en overdosis på diskoteket, siger den centrale vagtleder.

/ritzau/

Politiet lukkede lørdag morgen et københavnsk diskotek, der flød med stoffer.

Offentliggjort Sidst opdateret