Politiet mandsopdækker rygetrængende tiltalte i stor bandesag
Retten i Roskilde danner rammerne for en kæmpe bandesag, der strækker sig over 50 retsdage. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Sal 1 i Retten i Roskilde er fyldt til randen med tiltalte, forsvarere, nævninger, journalister og betjente.
Spændingerne er store ved Retten i Roskilde, hvor byretten onsdag har indledt en kæmpe bandesag med 14 mænd tiltalt for vold, afpresning, narko og våbenbesiddelse.
Indledningsvis får de tiltalte besked på, at de ikke må tale sammen undervejs i sagen, hvor der er sat hele 54 retsdage af.
Men det virker tilsyneladende til, at det er længe siden, at de har set hinanden sidst. I hvert fald betyder gensynets glæde, at de tiltalte har svært ved at holde sig i ro.
Mændene griner og forsøger at give hinanden hånd, mens betjentene gentagne gange beder dem om at tie stille.
I det hele taget er der mange politifolk i den store retssal 1 i Retten i Roskilde. Normalt sidder de tiltalte i venstre side i lokalet sammen med forsvareren.
Men fordi der sidder 14 på anklagebænken, er der rykket lidt rundt. Forsvarerne sidder som normalt, men de tiltalte derimod er blevet rykket ned bagest i lokalet ved siden af pressen og tilhørerne.
Mellem tilhørerne og de tiltalte er der dog en mindre hær af knap 30 politifolk, som mandsopdækker de tiltalte tæt.
Da reglerne om at tie stille bliver indskærpet af retsformanden, får en af de tiltalte nok. Mange af dem er i forvejen rasende over, at de ikke må ryge i pauserne, men er henvist til nikotinplastre.
- Fuck dig!, tordner han mod retsformanden, inden han bliver bortvist fra salen.
- Så er jeg fri for at se på dig, tilføjer han, da han bliver ført ud.
De 14 mænd, der er i alderen 22 til 35 år, er tiltalt for narko, afpresning, vold og våbenbesiddelse. Narkodelen drejer sig om omkring et halvt kilo kokain samt tre kilo hash.
Våbenforholdene kan give hårde straffe, hvis de tiltalte findes skyldige, og retten vurderer, at de er bandemedlemmer. Det skyldes, at straffen for bandekriminalitet er skærpet.
Anklagemyndigheden hævder nemlig, at de er medlemmer af Loyal To Familia. Det afviser flere af de tiltalte dog.
Det er dog ikke alle, der er tiltalt for samtlige 26 forhold. Alligevel har anklagemyndigheden valgt at føre sagen som én samlet sag, da det har været politiets vurdering, at forbrydelserne har haft en relation til hinanden.
De 14 tiltalte nægter sig skyldige i størstedelen af anklagerne.
Sagen fortsætter torsdag, hvor flere af de tiltalte efter planen skal svare på spørgsmål, hvis de har lyst.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned