Politiet offentliggør billeder af hittebarnets taske

Politiet offentliggjorde torsdag billeder af den taske, som tidligere på dagen blev fundet nær Vestre Fængsel i København med et usædvanligt indhold - et nyfødt pigebarn, der måske blot er et par dage gammel.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Vi skal have fundet moren til hittebarnet. Hun er i dyb krise og trænger til hjælp, siger politikommissær Hans Erik Raben, Københavns Politi.

Der er tale om en lilla sportstaske af mærket Dunlop. Den måler 30 gange 40 centimeter. Materialet er læder, og den har også læderhanke. Tasken er ret slidt.

- Vi håber at finde frem til vidner, der har set en mand eller en kvinde sætte tasken, eller som kender nogen, der har eller har haft sådan en taske, siger Hans Erik Raben.

I tasken er der fundet to håndklæder, et sort med bogstaverne "id" og et brunligt badehåndklæde, som politiet også efterlyser oplysninger om. Begge håndklæder måler cirka 60 gange 130 centimeter.

Politiet står stadig på bar bund med hensyn til, hvem der er mor til det nyfødte barn, som blev fundet på Vestre Kirkegårds Allé torsdag kort før klokken 10.30.

Politiet har kontaktet hospitaler, jordemødre, sundhedsplejersker og andre i den del af sundhedssystemet, som gravide møder.

- Vi vil meget gerne i kontakt med folk, der ved noget om en højgravid, der lige har haft termin og måske har haft det dårligt psykisk og har brug for hjælp hurtigst muligt, siger Hans Erik Raben.

Han opfordrer indtrængende moren til spædbarnet til at give sig til kende.

- Så skal vi nok stå klar med hjælpen, siger han.

Spædbarnet blev fundet af en far, der var ude at gå tur med sin barnevogn. Barnet lå i den lilla taske, der var placeret på en pude med mørkt betræk mellem to parkerede biler ved kollegiet Rektorparken.

Et vidne har set tasken på stedet allerede omkring klokken otte.

Den lille pige, der var nøgen og blot svøbt i det ene håndklæde, var nedkølet, da hun blev fundet, men hun er uden for livsfare efter behandling på Rigshospitalet.

Der er tale om en sund og velskabt pige på 3500 gram. Hun er lys i huden.

Folk, der har oplysninger om sagen, kan ringe til politiet på 114.

/ritzau/