Der er tale om billeder optaget den 19. januar ganske kort tid, før Cem Aydin blev overfaldet af et tæskehold på op til 10 personer på Kong Georgs Vej på Frederiksberg. Det er formentlig de sidste billeder af ham i live.
Cem Aydin døde siden af sine kvæstelser.
Videooptagelserne er fra en shawarma-bar på Nørre Voldgade i det centrale København, som de to unge besøgte om aftenen inden overfaldet.
På billederne optræder den dræbte i det tøj, han havde på, da han blev overfaldet få timer senere, nemlig klokken 23.17 på Kong Georgs Vej ud for nummer 116.
Med offentliggørelsen af videoen bekræfter politiet for første gang, at Cem Aydin havde en kæreste, som han kom sammen med i flere år indtil sin død.
Forholdet har givet anledning til spekulationer i pressen om, at motivet til overfaldet kunne være æresrelateret, men det vil politiet ikke bekræfte.
- Det er meget vigtigt for os at understrege, at vi intet belæg har for at sige, at motivet til overfaldet skulle være æresrelateret. Vi efterforsker fortsat meget bredt, siger politikommissær Hans Erik Raben, Københavns Politis drabssektion.
Politiet har indtil nu ikke ønsket at be- eller afkræfte pressens oplysninger om kæresten af hensyn til den dræbtes familie og venner.
TV2-programmet Station 2 viser mandag aften et indslag med en grafisk fremstilling af, hvordan politiet mener, at overfaldet fandt sted.
- Vi håber med indslaget at kunne appellere til de vidner, der må være derude, og som må sidde inde med en konkret viden dels om baggrunden for overfaldet på Cem Aydin, dels en konkret viden om gerningsmændenes identitet, siger Hans Erik Raben.
Politiet har indtil videre modtaget omkring 140 henvendelser i sagen, men mangler det afgørende tip. Man kan kontakte politiet på 33141448 eller 114.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde