Politiet: Offer for knivstik ved markedsplads er i kritisk tilstand
Dele af parkeringspladsen var spærret af, mens politiet søgte efter spor. Foto: Claus Hansen
.
Offerets tilstand vurderes som kritisk. Gerningsmanden er stadig på fri fod.
DØLLEFJELDE: Den 32-årige mand fra Nykøbing, som fredag aften ved 18-tiden blev stukket med en kniv på parkeringspladsen ved Døllefjelde-Musse Markedet og efterfølgende fløjet med helikopter til behandling på Rigshospitalet, er i kritisk tilstand.
Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en kort pressemeddelelse lørdag formiddag. Ifølge politiet kom den 32-årige i klammeri med en anden yngre mand, og her trak manden en kniv, som han stak den 32-årige med, hvorefter han flygtede fra stedet.
Politiet efterforsker sagen som et drabsforsøg og har en formodning om, hvem gerningsmanden er. Man opfordrer ham derfor til selv at melde sig til politiet.
Politiet efterlyser også henvendelser fra folk, som måtte have set eller hørt noget i området omkring gerningstidspunktet ved 18-tiden eller måske lidt før eller efter.
- Vi plejer gerne at sige, at folk hellere må ringe en gang for meget end en gang for lidt. For det kan godt være, at den observation, man har gjort, har betydning for os, selvom man måske ikke selv tror det, siger vagtchefen Lars Denholt til Folketidende og opfordrer til, at man i så fald kontakter politiet på telefon 114.
Markedet fortsætter i øvrigt planmæssigt i dag, hvor der blandt andet er damefrokost og herrefrokost i henholdsvis Markedsteltet og Festteltet.
Markedsarrangørerne udsendte lidt efter midnat en kort pressemeddelelse om knivstikkeriet, hvor der blandt står følgende:
- Døllefjelde-Musse Marked har i aften været ramt af et muligt knivstikkeri på vores parkeringsarealer. Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi efterforsker sagen, og vi opfordrer eventuelle vidner til at kontakte 1-1-4.
- Hændelsen har fundet sted udenfor markedspladsen, hvorfor det gudskelov ikke har påvirket vores gæster. Vi fortsætter aftenens musikalske underholdning med blandt andet 90'er-fest og DJ Aligator.
Politiet arbejdede på og ved gerningsstedet på parkeringspladsen hele aftenen og frem til efter midnat, hvor man søgte efter spor. Det kan du læse mere om herunder.
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker