Helikoptere, hunde og både har i halvandet døgn ledt efter den 44-årige efterskolelærer, som har været forsvundet efter en bådulykke i Præstø Fjord fredag.
Men nu er der ikke mere at gøre, og politiet har valgt endeligt at indstille eftersøgningen.
- Vi har vurderet, at vi har gjort alt, hvad der er menneskeligt muligt. Vi har ledt både til lands, til vands og luften, og vi kan ikke gøre mere. Der vil ikke blive eftersøgt søndag, siger vagtchefen ved Sydsjælland- og Lolland-Falsters Politi.
Dermed anser politiet den 44-årige lærer fra Lundby Efterskole for død.
Politiet har talt med flere af de elever, som er kommet sig tilstrækkeligt efter ulykken, men tidligst mandag vil man fortælle, hvad eleverne siger om årsagen til ulykken.
Politiet indleder nu en efterforskning af ulykken, hvor man ud over eleverne også vil tale med maritime eksperter, undersøge bådens tilstand og udstyr, og hvorvidt de to lærere og 13 elever overholdte de regler, man skal for sejlads med dragebåde.
Dagen efter ulykken er skolens øvrige elever og lærere dybt påvirkede.
Alle forsøger lige nu at støtte hinanden, fortæller Timmi Kyed, der er lærer på skolen.
- Eleverne har enormt meget brug for at snakke sammen. For at være samlet. De elever, der har opholdt sig på efterskolen i weekenden, har rigtig gerne villet rundt og besøge dem, der har været friske nok til at få besøg, siger han.
På Rigshospitalet ligger fem elever fra fredagens bådulykke netop nu i kunstigt koma.
Den øvrige besætning fra den kæntrede båd opholder sig på fire andre sjællandske hospitaler, mens en enkelt er fragtet til Skejby Sygehus i Aarhus.
På samme tid forbereder efterskolen sig på at tage imod de elever, der var hjemme på weekend, da ulykken indtraf og tilbyde dem psykologhjælp.
/ritzau/
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker