Kampklædt politi forhindrede søndag eftermiddag aktivister i at gennemføre demonstrationen "Hit the Production", der havde virksomheder i Københavns Havn som mål.
Ved Østerport station i krydset ved Folke Bernadottes Allé blev demonstrationen standset. Politiet beslaglagde demonstrationsledelsens bil, og erklærede straks efter demonstrationen for opløst og mellem 100 og 200 demonstranter for frihedsberøvet.
- Vi kunne se, at der var mange, der havde arm- og benbeskyttere på, og deres vogn var tungt læsset med brosten, gasmasker og boltsakse. Derfor valgte vi at sige: Hør nu her, venner, det går altså ikke, siger politiets pressetalsmand, Flemming Steen Munch.
Demonstrationen fik mulighed for at stille sig op og lade sig visitere. 50 deltagere accepterede og fik efterfølgende lov til at trække sig frivilligt.
Ifølge Flemming Steen Munch er de øvrige administrativt frihedsberøvet. Der er ingen sigtelser.
En demonstrant, der kalder sig David, og som er hollænder, mener, at politiet bare valgte et sted at slå til og fremprovokerede optøjer uden grund.
- Det vil få folk til at miste modet på at demonstrere offentligt. I stedet vil de lave hemmelige aktioner og prøve at gøre opmærksom på deres synspunkter gennem mere konfrontative aktioner, siger David.
Politiets transport af de tilbageholdte ved Østerport Station går hurtigere end lørdag, da tilbageholdte demonstrationsdeltagere måtte vente i timevis på den kolde asfalt.
Politiet har ifølge chefpolitiinspektør Per Larsen forbedret transportmulighederne markant. Desuden har politiet nu liggeunderlag til de tilbageholdte at sidde på, og de får tilbudt vand at drikke.
/ritzau/
Seneste artikler
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet