Politiet optrævler formodet tyvebande

Det sjællandske politisamarbejde Task Force Indbrud anholdt onsdag i samarbejde med Nordsjællands Politi seks personer, der mistænkes for en lang række indbrud på Sjælland.

Offentliggjort Sidst opdateret

Anholdelserne skete på to adresser i henholdsvis Københavns Sydhavn og Taastrup vest for København.

I de sidste to måneder har politikredsene på Sjælland været plaget af en stribe indbrud, der er sket ved såkaldt underboring.

Ved underboring borer indbrudstyvene et hul under låsen. Med et stykke stift ståltråd kan de så åbne døren indefra. Derfor anbefaler blandt andre Det Kriminalpræventive Råd, at man har en lås med dobbeltcylinder, så der skal bruges nøgler både ud- og indvendigt.

Indenfor de sidste par måneder har politiet modtaget omkring 80 anmeldelser om indbrud ved underboring på Sjælland, og man mener, at de seks anholdte står bag en del af dem.

Ved en ransagning af de anholdtes opholdssteder har politiet fundet en del it-udstyr og smykker, som menes at være tyvekoster. Desuden har man fundet flere tasker og rygsække med værktøj og bor til brug ved indbrud.

De seks anholdte er alle rumænere i alderen fra 22-42 år, og flere af dem har i forvejen forbud mod at rejse ind i Danmark.

Tre af dem blev fremstillet i grundlovsforhør onsdag. Her blev de to fængslet i fire uger, mens den sidste fik en straksdom på tre måneders fængsel og indrejseforbud.

Torsdag blev de tre sidste så fremstillet i grundlovsforhør, og de blev alle fængslet i fire uger.

/ritzau/