Politiet har været helt oppe i det røde felt i en straffesag om fremstilling af falske danske frimærker på et trykkeri i Tyrkiet.
Ifølge de første sigtelser mod tre mænd skulle der være planer om at producere for 142,5 millioner kroner, men anklageskriftet handler om "kun" 3200 ark dronning Margrethe mærker for godt 1,5 millioner kroner.
Den ene af mændenes forsvarere antydede i et retsmøde torsdag i Københavns Byret, at dansk politi havde pustet sagen op for at få deres tyrkiske kolleger til at gå i aktion mod et trykkeri i udkanten af Istanbul 1. april 2006.
- Politiet lokkede det tyrkiske politi til at ransage trykkeriet ved at nævne det opskruede beløb, mener advokat Mette Lauritzen.
De tre mænd nægter sig skyldige. To af dem har været varetægtsfængslet i næsten et år.
Sagen begyndte at rulle, da fynsk politi i foråret 2006 aflyttede den enes telefon. Snakken drejede sig blandt andet om lim, papirkvalitet, huller på en millimeter i diameter, og det blev også sagt, at trykningen skulle foregå om natten.
De nordiske politis forbindelsesofficer i Ankara nåede ikke frem til ransagningen ved Istanbul i tide, og trods adskillige anmodninger har de tyrkiske myndigheder ikke sendt de fundne papirstakke og andre ting fra trykkeriet til Danmark.
Anklageren har kun været i stand til at fremlægge nogle fotos, som forbindelsesofficeren tog af de beslaglagte materialer på en politistation.
Også jura'en er den gal med. Tiltalen er rejst efter en paragraf om at bruge de falske frimærker, men anklageskriftet beskriver stort set kun fremstillingen, påpeger forsvarerne.
Byretten afsiger dom 1. december.
/ritzau/
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet