Politiet råder folk til at blive hjemme

Bliv hjemme, hvis ikke der er en god grund til at køre ud.

Sådan lyder opfordringen fra politiet i store dele af det østlige Danmark. Til gengæld kunne politiet i både Horsens og Aalborg drosle sneberedskabet ned, da mørket begyndte at sænke sig.

På hele Sjælland - bortset fra København og Nordsjælland - frarådes al unødig udkørsel. Det samme gælder Fyn og dele af Østjylland

Den varslede snestorm skabte ikke de store problemer, da den tirsdag trak hen over landet. I områder som det nordøstlige Fyn, Djursland og området nord for Randers var mange veje lukkede af sne. Men politiet meddeler, at der ikke har været nogle alvorlige ulykker i dagens løb.

I Næstved har politiet nedsat sin krisestab, og det forventes, at problemerne vil vokse i aftens løb, fordi myndighederne har opgivet at rydde sne i området omkring Maribo.

I et forsøg på at sikre beredskabet er der udstationeret pansrede mandskabsvogne og firehjulstrukne køretøjer fra forsvaret i en række byer over hele landet.

Ved Herringløse kørte en ambulance fra Roskilde Brandvæsen fast i en drive fygesne, da den var på vej til en mand, der havde smerter, efter at han i bil havde ramt et træ. En lastbil fra Hjemmeværnet fik dog trukket ambulancen fri igen.

/ritzau/

Mens Jylland er gennem det værste, begynder vejene at fyge til på Sjælland. Flere steder fraråder politiet al unødig udkørsel.

Offentliggjort Sidst opdateret