Politiet råder til naboopmærksomhed på juleindbrudstyve

Politiet opfordrer til, at man allierer sig med naboer hen over julen og får dem til at holde øje med ens hjem med henblik på at forhindre indbrud. Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix

Fredag blev formodet indbrudstyv anholdt i Ørestad. Forsikringsbranche venter flere juleindbrud.

Offentliggjort Sidst opdateret

Københavns Politi opfordrer til, at man får lavet aftaler med sine naboer om at holde øje med hjemmet, hvis man rejser væk i julen. På den måde mindsker man risikoen for at blive offer for indbrudstyve.

I hvert fald øger man chancen for, at eventuelle ubudne julegæster bliver pågrebet og sat bag lås slå. Opmærksomme naboer på Else Alfelts Vej i Ørestad i København tilkaldte fredag aften politiet, og det førte til anholdelse af en mistænkt.

Dog slap flere andre gerningsmænd væk fra stedet, og dem arbejder man nu på at få identificeret.

- Vi modtog klokken 20.26 en anmeldelse om nogle personer, som så ud til at være i gang med at begå indbrud, fortæller Espen Godiksen, der er vagtchef ved Københavns Politi.

Da politiet ankom til stedet, viste det sig, at en lejlighed var brudt op, og gerningsmændene flygtede fra stedet. Dog formåede politiet at pågribe den ene.

- Han bliver gjort klar til fremstilling i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling af hensyn til den videre efterforskning, fordi der er medgerningsmænd på fri fod, fortæller Espen Godiksen.

Juledagene er traditionelt højsæson for indbrud. Mange folk har forladt hjemmet for at fejre højtiden, og det udnytter indbrudstyvene. Værst plejer det at se ud den 24. december.

Men de senere år er kurven knækket. I 2018 og 2019 blev der anmeldt over 120 indbrud begået juleaften, men i 2020 og 2021 var tallet nede på 57.

Den formentlig vigtigste årsag i det regnestykke er coronaepidemien og den nedlukning, som den førte med sig i julen 2020. Her var der indført forsamlingsforbud på offentlige steder, og i private hjem anbefalede myndighederne, at man kun samledes få personer.

I julen 2021 var det omikronvarianten, som fejede ind over landet. Myndighederne iværksatte flere restriktioner, eksempelvis lukning of grundskoler, og muligvis har det også fået flere til at holde sig hjemme i julen.

Det gør da også, at forsikringsselskaberne i år frygter flere indbrud.

- Vi forventer, at der vil ske flere indbrud hen over julen i forhold til juledagene 2020 og 2021, hvor corona havde stor betydning for indbrudstallene, siger Rasmus Ruby-Johansen, skadedirektør i Topdanmark, i en pressemeddelelse.

- I år vil vi formentligt se, at flere skal besøge familien til større arrangementer eller ud at rejse, mens huset står tomt derhjemme, siger han.

/ritzau/