Politiet reagerede ikke på første anmeldelse om nu afdød 56-årig
Første anmeldelse om 56-årig, der søndag døde efter overfald ved Kalundborg, lød på, at manden var beruset.
Politiet rykkede i første omgang ikke ud til en anmeldelse om en 56-årig mand, der natten til søndag blev overfaldet ved området "Loch Ness" ved Kalundborg og tidligt søndag morgen døde af sine kvæstelser.
Det skriver TV 2 Øst, der har talt med Michael Sehested, der er vicepolitiinspektør hos Midt- og Vestsjællands Politi. Ifølge ham rykkede man ikke ud til første henvendelse, da første henvendelse gik på, at der lå en beruset mand.
- Ved nummer to henvendelse bliver der sagt, at der ligger en mandsperson, hvor der er blod, og det rykker vi så på med det samme, siger han.
Politiet får ifølge vicepolitiinspektøren mange af den type henvendelser i løbet af en weekend. Særligt når det er godt vejr, og der er bliver holdt mange havefester rundt omkring.
Derfor bliver politiet nødt til at prioritere og vurdere fra gang til gang. I den konkrete sag er han sikker på, at der blev prioriteret rigtigt i forhold til de oplysninger, man i første omgang fik.
Første anmeldelse kom klokken 02.45, hvor anmeldelsen som tidligere skrevet lød, at der lå en fuld mand på græsplænen ved naturområdet "Loch Ness".
Klokken 04.15 fik politiet anmeldelsen om, at manden havde blod på sig.
TV 2 Øst har spurgt Michael Sehested, om der var mulighed for, at den 56-årige ville have overlevet, hvis politiet var rykket ud ved første anmeldelse.
Men det ville være gisninger, hvis han forholdt sig til det, fortæller han, da man stadig venter på obduktionen. Han vil derfor ikke udtale sig om det.
Mandag blev en 33-årig mand varetægtsfængslet efter et grundlovsforhør, hvor han blev sigtet for drabet på den 56-årige.
Ifølge sigtelsen døde manden som følge af stump vold, hvor han blandt andet blev ramt på kroppen og i hovedet.
Den 33-årige mand blev varetægtsfængslet frem til 11. juli. Han nægter sig skyldig.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned