Politiet retter kikkerten mod fristaden Christiania i sagen om knivdrabet på 24-årige Pedro Al-Neema, der i weekenden mistede livet på en sti ved Christianshavns voldanlæg.
Det har ifølge drabschef Ove Dahl været småt med vidneudsagn, der kan hjælpe politiet på vej mod en opklaring, men det er dog blevet fastlagt, at den dræbte danskiraker færdedes på Christiania.
- Og det er nok den vej, det peger. Det er i hvert fald nærliggende at tro, at han er blevet uvenner med nogle på Christiania, siger Ove Dahl.
Tidligere er andre yngre mænd blevet tævet eller ligefrem slået ihjel, hvis de har forsøgt sig med hashsalg i fristaden bag om ryggen på områdets organiserede hashhandlere.
- Det er også i denne sag vores bedste bud, at han kan have begivet sig ud i noget hashsalg, og derfor gjort nogle sure. Men vi ved ikke noget med sikkerhed, siger Ove Dahl.
Sikkert er det ifølge politiet dog, at Pedro Al-Neema ikke blev et helt tilfældigt offer på det mørke stisystem, hvor han blev ramt af flere knivstik i brystregionen.
Og motivet til drabet var tilsyneladende heller ikke berigelse, da offeret blev fundet i besiddelse af både pung, pas, mobiltelefon og nøgler.
Den dræbte mand boede hos sine forældre i Dragør, og har tidligere haft adresse i Albertslund.
Politiet søger fortsat vidner, der kender til Pedro Al-Neemas færden i tiden op til drabet lørdag aften ved 20.30-tiden.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde