Politiet ser mulig brug af automatvåben ved skyderi
Det var en 30-årig mand, der tirsdag blev skudt og dræbt på Nørrebro. Foto: Free/Pressefoto Rigspolitiet
Free/Pressefoto Rigspolitiet/arkiv
Der blev skudt adskillige gange tirsdag aften, da en mand blev dræbt på Nørrebro i København.
Det var en 30-årig mand, der tirsdag aften blev dræbt ved et skyderi i København. Det oplyser vicepolitiinspektør Torben Svarrer på et pressemøde onsdag.
Ud over den dræbte mand blev to andre personer såret i skyderiet, der fandt sted tirsdag aften ved Mjølnerparken i København.
Den dræbte 30-årige var ifølge Torben Svarrer "godt kendt" af politiet og kendt fra bandemiljøet.
Politiet er endnu ikke klar til at slå detaljerne omkring skyderiet helt fast, men mistænker, at der kan være brugt automatvåben.
- Det tyder på, at der kan være brugt et automatvåben. Det baserer vi på de mange skudafgivelser.
- Og så har vi fundet afskudte hylstre, der tyder på, at det kan være automatvåben, siger vicepolitiinspektør Torben Svarrer.
Efter skyderiet flygtede ukendte gerningsmænd i en sølvgrå bil, hvor politiet mener, at der har været to-tre personer i. Omkring tre timer senere bliver en bil sat i brand i Lyngby af samme type.
Der er endnu ingen anholdte i sagen, og Torben Svarrer fortæller, at de efterforsker bredt i forhold til gerningsmændene. Omend han siger, at "det er nærliggende", at skyderiet er del af den verserende bandekonflikt.
Politiet har allerede fået adskillige henvendelser fra vidner, men vil stadig gerne høre fra flere.
Den dræbte og de to sårede har alle tre banderelationer. Den dræbte skal ifølge Berlingske have været et ledende medlem af banden Brothas. Det vil Torben Svarrer dog hverken be- eller afkræfte.
Oven på skyderiet har folketingsmedlemmerne Peter Skaarup (DF) og Naser Khader (K) på sociale medier forbundet det til, at bandelederen Shuaib Khan blev løsladt fra varetægtsfængsling i sidste uge. De har begge erklæret sig uenige i Østre Landsrets beslutning.
Torben Svarrer mener ikke, at man kan lave en årsagssammenhæng.
- Om det har noget at gøre med, at en bandeleder er løsladt, det synes jeg ikke, man kan konkludere. Der var også skyderi, da den pågældende var fængslet, siger han.
Generelt er tirsdagens skyderi ikke udtryk for en eskalering af konflikten, mener Torben Svarrer.
- Bandekonflikten er ikke eskaleret. Den har faktisk været stabil i efteråret. Nogle uger er der flere skyderier, andre er der ingen. Men intensiteten er den samme, siger vicepolitiinspektøren.
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde