Politiet sigter 18-årig for drab på Christiania
Københavns Politi har sigtet en 18-årig mand for drab begået på Christiania lørdag. Her ses ledende politiinspektør Poul Kjeldsen ved pressemøde på Politigården i København lørdag aften. Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix
Den sigtede bliver søndag eftermiddag stillet for en dommer ved Retten på Frederiksberg.
Københavns Politi har sigtet en 18-årig mand for drab og drabsforsøg efter et skyderi på Christiania lørdag. Manden fremstilles søndag i grundlovsforhør ved Retten på Frederiksberg, oplyser politiet i en pressemeddelelse.
En 30-årig mand blev skudt og dræbt, da to maskerede gerningsmænd lørdag aften gik ind i bygningen Stjerneskibet på Christiania. Ifølge politiet begyndte de at skyde, allerede inden de gik ind. I den forbindelse blev fire personer såret.
Politiet oplyser ikke, hvilken rolle den 18-årige menes at have haft i forbindelse med drabet. Sigtelsen går på, at han har handlet i forening med flere ukendte gerningsmænd.
- Gerningsmændenes hensynsløse og afstumpede handling, hvor de ikke kun koldblodigt dræber en 30-årig mand, men også skyder omkring sig udenfor, hvor andre er kommet til skade, er fuldstændig uacceptabelt, siger ledende politiinspektør ved Københavns Politi Poul Kjeldsen i politiets pressemeddelelse.
Politiet har bekræftet, at den dræbte har relation til rocker- og bandemiljøet. Ekstra Bladet og B.T. skriver begge, at der skulle være tale om en rocker fra Hells Angels.
Ifølge Københavns Politi arbejder man primært ud fra teorien om, at gerningsmændene var kommet netop for at dræbe den 30-årige.
I en anden sag fra 2021, hvor en 22-årig mand blev dræbt ved Pusher Street, arbejder politiet ud fra en teori om, at gerningsmændene gik efter en anden. Den sag er - sammen med en anden drabssag fra Christiania i 2022 - stadig ikke opklaret.
I timerne efter drabet lørdag blev to personer anholdt. Søndag morgen kunne politiet oplyse, at den ene i nattens løb var blevet løsladt, men at den anden fortsat sad til afhøring. Det er ham, som nu bliver fremstillet.
Ved grundlovsforhøret vil anklagemyndigheden bede retten om at varetægtsfængsle manden. Anklagemyndigheden vil samtidig bede dommeren om at afvikle retsmødet uden adgang for offentligheden.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde